Hundeejere skal hjælpe deres firbenede familiemedlemmer tilbage til hverdagen

Når sommerferien slutter, og familien igen skal på arbejde og i skole, kan overgangen være udfordrende for nogle hunde. Efter en ferie med lange gåture, leg og mange timer sammen kan hunde risikere at udvikle alene hjemme-problemer eller separationsangst.
Agria Dyreforsikring anbefaler derfor, at hundeejere allerede inden feriens afslutning begynder at genopbygge de faste rutiner.
"Hunde er sociale vanedyr. Efter flere ugers ferie, hvor familien har været hjemme og sammen med hunden det meste af tiden, kan det være en stor omvæltning pludselig at skulle være alene i mange timer igen. Derfor er det en god idé at begynde at genopbygge hverdagens rutiner, allerede inden ferien slutter," siger Lotte Evers, hundeekspert og marketingchef hos Agria.
Særligt hvalpe, unghunde og hunde, der tidligere har haft problemer med at være alene, kan have brug for ekstra træning. Agria anbefaler blandt andet korte perioder alene, faste rutiner omkring fodring og lufteture samt løbende vedligeholdelse af alene hjemme-træningen.
"Især unge hunde er sårbare, fordi de stadig er under mental udvikling og endnu ikke har opbygget en sikker alene hjemme-rutine. Men også voksne hunde kan reagere, når de efter en lang ferie pludselig skal være alene igen. De fleste hunde kan lære at være trygge alene, men den tryghed er ikke nødvendigvis varig. Alene hjemme-træningen skal vedligeholdes gennem hele hundens liv," siger Lotte Evers.
Hundeejere bør være opmærksomme på tegn som uro, overdreven gøen, ødelagt inventar eller stor utryghed, når hunden skal være alene. Ved tydelige problemer anbefales det at søge hjælp hos en adfærdsrådgiver eller dyrlæge.
Fakta
- Problem: Overgangen fra ferie til hverdag kan udløse alene hjemme-problemer eller separationsangst hos nogle hunde.
- Årsag: Hunde kan reagere på ændringen fra konstant selskab i ferien til mange timer alene hjemme.
- Særligt udsatte hunde: Hvalpe, unghunde og hunde med tidligere alene hjemme-problemer.
- Anbefalinger fra Agria:
- Genoptag alene hjemme-træningen gradvist inden feriens afslutning.
- Hold fast i faste rutiner omkring fodring, lufteture og hvile.
- Lad hunden være alene i korte perioder under ferien.
- Øg alene-tiden gradvist.
- Søg hjælp hos adfærdsbehandler eller hundetræner ved tydelige tegn på problemer.
- Tegn på separationsangst: Rastløshed, piben, hylen, gøen, savlen, appetitløshed, urenlighed, ødelæggelse af inventar eller overdreven begejstring ved ejerens hjemkomst.






Accepter kun nødvendige cookies